Vi skal nemlig i gang med at udvikle en have sammen – og du skal være med. Her producerer vi velsmagende og sunde fødevarer, som hele skolen nyder frugterne af. Du kommer til at sætte dit aftryk på skolen – og på spisebordet. Og så lærer du en hel masse om råvarer og dyrkning undervejs.
Hele vejen fra jord til bord
Vi skal så, forspire, potte om, prikle, pode, klippe stiklinger og meget mere. Du får viden om skadedyr og nyttedyr, om økosystemer og deres balance. Vi skal arbejde med plantefysiologi og anatomi, lægge gødningsplaner, monitorere vand, lys og gødningsstatus.
Og ikke mindst skal vi høste og smage på vores produkter. Vi skal sammen med køkkenet håndtere produkterne, så vi bevarer smagen og kvaliteten – og arbejde med metoder til konservering, f.eks. syltning, henkogning.
Du kommer også til at være med til at etablere forskellige typer af bede, f.eks. højbede, Hügelkulturbede og traditionelle jordbede. Og du får erfaring med at arbejde med dyrkning i forskellige substrater som vand, Rockwool og kompost i væksthus.
Vi henter inspiration udefra
I faget skal vi hente viden og inspiration udenfor skolen. Vi skal besøge nogle af skolens leverandører og fødevareerhverv som slagter, mejeri, mølle og mosteri. Vi skal besøge grøntsagsproducenter, såvel store som små, for at få indblik i, hvordan fødevarerne bliver til.
Og så har vi det enormt hyggeligt imens.