På dette linjefag bliver du klogere på, hvordan du kan tage ud i det blå – både i og uden for Danmark. Du lærer, hvordan du holder dig tør, varm og mæt, når du færdes ude i elementerne. Uanset om det regner, sner, eller om der er en hedebølge.
Her bruger vi naturen som undervisningslokale. Efterskolen ligger i naturskønne omgivelser, og du kommer til at kende området rigtig godt. Vi tager nemlig på tur ved Fyns største søer og udforsker området omkring Svanninge Bakker og Bjerge.
Pak rygsækken med uforglemmelige minder
Det er altid fantastisk at tage på tur ud i det blå, og du vil se noget nyt hver eneste gang. Men det er altid lidt mere særligt at tage af sted som et hold og opleve naturen sammen.
Dette linjefag handler om at opsøge eventyret. Om at holde øjnene og sanserne åbne, finde ro i det grønne og bevare overblikket, når naturen viser sig fra sin værste side. Her vil du både få skønne stunder og blive udfordret helt vildt. Og du vil lære af det hele.
Mest af alt vil du få uforglemmelige minder med i din rygsæk. Og motivation og erfaring til selv at hive vennerne og familien med på tur, når du atter er hjemme igen.