På dette linjefag får du masser af tid på vandet. Vi fokuserer primært på kajak – men du kommer også til at prøve kano og snorkling. Du får et helt grundlæggende kendskab til teknikken og teorien bag og får en masse oplevelser!
Du behøver ikke at have sejlet kajak eller kano; det lærer du undervejs. Bare du kan svømme og har lyst til at tage med på eventyr.
Sikkerheden på plads
Vi har selvfølgelig styr på sikkerheden, og du får undervisning i redningsøvelser og korrekt udstyr. Vand er en uforudsigelig magt, og derfor får du også indblik i turplanlægning og alt det, man skal være opmærksom på, før man padler af sted. Niveauet vil svare til et ”frigivelseskrav” i kajakklub-sammenhæng.
Og så nørder vi en masse teknik, leger sjove lege i kajakken og tager på længere dagsture ud i det Sydfynske øhav. Her er der masser at se – og masser af træning.
Flere vandeventyr
Vi elsker at eksperimentere og lege. Derfor bliver der også plads til andre vanddiscipliner – som f.eks. kano eller snorkling. Hvis forholdene er til det, kan vi også træne fridykning og vejrtrækningsøvelser, ligesom SUP (Stand Up Paddleboarding) også kan komme i spil. Det hele afhænger af dig – og af vandforholdene, selvfølgelig.