Elever i køkkenet
Eleverne er med i køkkenet ca. 2 uger af deres skoleår. Undervejs er eleverne med til at lave mad til hele skolen og udfører alle opgaver i køkkenet. De er med til at koge, hakke, stege, snitte, røre, ælte, smage, skrælle og bage, men selvfølgelig også til at skrubbe, tørre, svabre, pudse og vaske både fingre og opvask.
Formålet med, at elever er i køkkenet er, at de får et grundlæggende kendskab til køkkenarbejde samt teori om madlavning, råvarer og tilberedning af samme.
Igennem deres tid i køkkenet, bestræber vores kokke sig på at lære eleverne basale grundteknikker i køkkenet ved hjælp af principper, som eksempelvis “learning by doing” / erfaringspædagogik. Ved at prøve tingene på egen krop lærer vores elever at begå sig i et køkken, og tilegner sig desuden basale færdigheder inden for madlavning. Herefter har eleverne mulighed for at handle på de erfaringer, som de har gjort. Med den erfaring får eleverne lagt en god bund af færdigheder, til at udfolde sig kreativt i køkkenet med. Derudover bliver der i køkkenet lagt vægt på en høj hygiejnestandard, hvilket er med til at lære vores elever en masse sunde køkkenvaner, som de kan bruge resten af deres liv.
I køkkenet er der plads til alle, både elever, der allerede er rutinerede hjemmekokke, men også dem som endnu ikke har lært at skrælle gulerødder. Vi gør os umage med at tilpasse opgaverne til elevens niveau, og udfordrer dem løbende med spændende opgaver.
Vi skaber rammer for at eleverne kan få lov at eksperimentere i fremstillingen af maden og lære af deres fejl.