Grøn have

Du får mulighed for at bruge dine hænder og dit hoved i skønt samspil. Vi skal bygge, grave, så, lue, høste og bruge sanserne.

Som en del af vores udeskole skal vi i gang med at udvikle en have sammen. I linjefaget Grøn Have, skal vi arbejde med at producere velsmagende og sunde fødevarer. Du lærer om, hvordan du dyrker dine egne fødevarer i væksthus og på friland. Vi skal følge produkterne fra frø til frugt og fra jord til bord. Der skal etableres forskellige typer af bede, f.eks. højbede, Hügelkulturbede, traditionelle jordbede. Der skal arbejdes med dyrkning i forskellige substrater f.eks vand, rockwool og kompost i væksthus.

Vi skal så, forspirer, potte om, prikle, pode, klippe stiklinger og meget mere. Du får viden om skadedyr og nyttedyr, om økosystemer og deres balance. Vi skal arbejde med plantefysiologi og anatomi, lægge gødningsplaner, monitorerer vand, lys og gødningsstatus. Ikke mindst skal vi høste og smage på vores produkter. Vi skal sammen med køkkenet håndtere produkterne så vi bevarer smagen og kvaliteten. Vi skal arbejde med metoder til konservering f.eks. syltning, henkogning.

I faget skal vi hente viden og inspiration uden for skolen. Vi skal besøge nogle af skolens leverandører og fødevareerhverv som slagter, mejeri, mølle og mosteri. Vi skal besøge grøntsagsproducenter, såvel store som små. Vi søger viden bredt hos økologer, konventionelle, permakulturhaver, regenerative producenter og andre. Vi skal også have viden om hvordan vores kød bliver produceret og forarbejdet.